Efterårsferie: Mød vikingerne på Fyrkat
I efterårsferien (12. til 20. oktober) er Vikingecenter Fyrkat fyldt med vikingeliv og aktiviteter for hele familien.
De mange vikinger kommer blandt andet for at udveksle erfaringer og lære af hinanden, og som publikum kan du i løbet af ferien opleve garvning af skind og læderarbejde, plantefarvning af uld og hør, keramik og milebrænding, smedning, brikvævning og nålebinding, buebyggeri samt forskelligt træarbejde. Nogle aktiviteter kan opleves hver dag, mens andre sker på udvalgte dage i ferien. Se det fulde program her
Publikum er velkomne til at selv at prøve de mange forskellige håndværk.
Et af feriens højdepunkter er, når vikingebåden trækkes fra søen op til vikingegården på træruller. Det sker med hjælp fra publikum, og det er en af efterårsferien stolte traditioner. Det foregår søndag 13. oktober kl. 12.
Som noget helt særligt, er der også mulighed for at opleve viking wellness. Det kan være koldt at leve som viking i oktober, så i den kølige efterårsuge varmer vikingerne svedehytten op og fylder trækarret med vand, så de kan blive varmet godt igennem – og kølet af igen til en passende temperatur i friluftskarbad. Det kan opleves på udvalgte dage i løbet af ugen. Interesserede kan henvende sig til vikingebademesteren.
På feriens sidste dag – søndag 20. oktober – afholdes den traditionsrige Palnatoke Cup, som er en bueskydningskonkurrence for vikinger og publikum.
Der er aktiviteter på vikingegården fra 12. til 20. oktober fra kl. 10-16, og når du har købt en billet, gælder den hele efterårsferien.