Dansk Mølledag 2024 – Sæsonåbning på Havnø Mølle
Den 16. juni 2024 afholder gamle vand- og vindmøller i hele Danmark den traditionsrige Dansk Mølledag. Næsten 100 møller landet over holder åbent, og naturligvis er Havnø Mølle en af dem. Så benyt jer af den unikke mulighed for at komme indenfor i Nordjyllands ældste vindmølle og beundre den fantastiske mekanik.
Arrangementet er for hele familien, og udenfor kan børnene male mel på håndkværn og bage pandekager over bål af det mel, de selv har lavet. Det smukke landskab på Havnø indbyder også til skønne spadsereture til fjorden eller i skoven, ligesom der også traditionen tro er mulighed hestevognskørsel for hele familien.
Det kan købes kaffe og hjemmebag hele dagen, og om eftermiddagen sørger Rebild Spillemændene for at slå den rette tone an til en festlig dag. De underholder fra kl. 13-16.
Adgang til festpladsen er gratis, men der er entré, hvis man skal på indvendigt møllebesøg.
Fra 16. juni og frem til udgangen af august måned er møllen åben for besøg hver onsdag kl. 10-16.