Dansk Mølledag 2021 – Sæsonåbning på Havnø Mølle
Den 20. juni 2021 afholder møller i Hele Danmark den traditionsrige Dansk Mølledag. Næsten 100 møller landet over holder åbent, og naturligvis er Havnø Mølle en af dem.
Mølledagen er for hele familien, og på Havnø Mølle kan I komme helt tæt på processen, når der males mel på Nordjyllands ældste vindmølle, og I kan selv prøve kræfter med at male mel på håndkværn. Bagefter kan I bage pandekager over bål med jeres hjemmemalet mel.
I gamle dage kom kornet til møllen med hestevogn fra de omkringliggende bønder. Derfor kan man i dagens anledning også komme med ud at køre i hestevogn og opleve, hvordan det var, når man i gamle dage kørte korn til mølle.
Det er muligt at købe kaffe og hjemmebag hele dagen, og om eftermiddagen sørger Rebild Spillemændene for at slå den rette tone an til en festlig dag. De underholder fra kl. 13-16.
Vil man se møllen indefra, sker det i små coronavenlige grupper på fem personer ad gangen.
Adgang til festpladsen er gratis, men der er entré, hvis man skal på indvendigt møllebesøg.
Vedr. corona / COVID-19
Havnø Mølle følger naturligvis myndighedernes til enhver tid gældende retningslinjer vedr. corona / COVID-19. Husk derfor at medbringe coronapas, eller et negativt testsvar, der er max 72 timer gammelt, samt et mundbind eller visir, hvis du vil ind i møllen eller i kaffeteltet. Skulle du glemme mundbind, kan et sådant købes på stedet for 5 kr.
Børn under 15 år fritaget for COVID-19 test.
Børn under 12 år fritaget for mundbind/visir.