”Denne lille Landsby, der med Urette kaldes en Købstad og nyder Købstadprivilegier, har kun 488 Indbyggere, som synes at være fuldstændig ruinerede ved uafbrudt at skulle skaffe Kvarter for Soldater og stille Vogne til Regeringen.”

Sådan beskrev den skotske krigsfange James McDonald Hobro i 1808.

Hobro blev grundlagt allerede i middelalderen, men var – med periodevis undtagelser – indtil midten af 1800-tallet en lille og fattig købstad, som soldatens beskrivelse så levende fortæller. Danmarks engagement i Napoleonskrigene på den tabende side i begyndelsen af 1800-tallet, statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814 – og dermed kornsalget til landet – gjorde ikke situationen bedre for Hobro.

For at gøre ondt værre blev byen ramt af voldsomme bybrande i både 1812 og 1813, der slog byen endnu mere ud af kurs. Omstændighederne omkring branden i 1813 er velbelyst gennem retsprotokollerne fra den retssag, der fulgte i brandens kølvand. Det stod nemlig hurtigt klart, at en ung pige ved navn Ane Cathrine havde anstiftet branden. Hun blev dømt og som straf blev hun halshugget med økse.

Senere fik byen dog mere medvind og oplevede et lille industrieventyr i midten af 1800-tallet, hvor mange industrier såsom spritfabrikken Fortuna, Bie’s Bryghus og Vindø Teglværk skød op. De og resten af byens industri og handel nød godt af havnen, som blev anlagt ved Hobro i 1834. Byens industri voksede frem til omkring 1950 og har været med til at forme den moderne by, vi kender i dag.

Vedr. coronavirus / COVID-19:

Byvandringerne afvikles efter de officielle retningslinjer ift. afstand og antallet af deltagere (tilladte forsamlinger).