Byvandring: Aalborg under besættelsen

Flystyrt
Byvandring: Aalborg under besættelsen

Nordjyllands Historiske Museum tilbyder en perioden fra maj til september en række guidede byvandringer i Aalborg under besættelstiden. Publikum kan på disse byvandringer følge i modstandsfolkenes fodspor gennem byens gader og se, hvor de dramatiske begivenheder under 2. verdenskrig udspillede sig.

4. maj er en helt særlig dato i den nyere danmarkshistorie. Det er årsdagen for befrielsen efter fem års tysk besættelse under 2. verdenskrig. En krig, der var særdeles nærværende også i Aalborg, hvor der blev udført sabotagearbejde af lokale modstandsfolk, og hvor tyske soldater var et synligt element i bybilledet.

Publikum kommer i løbet af byvandringen forbi nogle af de steder i Aalborg, hvor besættelsestidens dramatiske begivenheder fandt sted, mens museets guide fortæller levende historier, så man næsten kan høre maskingeværrene i det fjerne.

En af Danmarks første modstandsgrupper var fra Aalborg

Den kendte Churchill-klub var en af Danmarks første modstandsgrupper. De havde tilholdssted ved Helligåndsklosteret i Aalborg, og ved byvandringen får publikum naturligvis den fascinerende historie om de modige, unge drenge fra modstandsgruppen. Det startede med småting såsom at pille skilte ned og klippe ledninger over. Siden udviklede det sig til regulær sabotage, og hvælvingerne under Helligåndsklosteret blev brugt som skjulested for våben og ammunition, som drengene stjal fra tyskerne.

Medlemmerne af Churchill-klubben blev anholdt 8. maj 1942 og i første omgang fængslet i arresten i Kong Hansgade. Fordi den danske stat stadig selv på dette tidspunkt opretholdt justits i landet, var deres straffe relativt milde set i forhold til de straffe, der senere blev tildelt modstandsfolk for lignende forhold. Medlemmerne blev alle løsladt før krigen var omme, og flere nåede at blive aktive modstandsfolk på ny.

Byvandringen kommer både forbi Helligåndsklosteret og arresten i Kong Hansgade, hvor de fængslede drenge ved hjælp af en fil løsnede tremmerne for vinduet og på den måde kunne fortsætte med sabotagearbejde om natten, inden de blev flyttet til Nyborg Statsfængsel.

Byvandringen kommer også forbi det sted, den tyske værnemagt holdt til under krigen, samt de steder, hvor der foregik sabotage og schalburgtage (modsabotage). Man kommer ligeledes forbi flere mindeplader for faldne modstandsfolk samt modstandsmandens Niels Erik Vangsteds grav på Almenkirkegård.

Bemærk venligst:
Der vil ikke være adgang til museets udstillinger.
Købte billetter refunderes ikke.

Billetter:  UDSOLGT
Der sælges ikke billet ved mødestedet.